Kunstner stiller skarpt på amerikansk våbendebat - Interview med Martin Martensen-Larsen

Kunstner stiller skarpt på våbendebat og amerikanske paradokser

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Julie Lystbæk-Hansen 10 Mar 2020
Del på facebook
Facebook

Kunstner stiller skarpt på våbendebat og amerikanske paradokser

I USA har man en forfatningssikret ret til at bære våben. Men hvad nu, hvis man ikke har nogen arme at bære dem med? I sit nyeste projekt ‘Pieces of America’ konfronterer kunstner Martin Martensen-Larsen en dybtliggende amerikansk overbevisning med dens iboende paradoks

Kvinden er velklædt. Hun ligger på et blødt gulvtæppe. Hun er midaldrende med blondt, velplejet hår og rød læbestift. Omkring hende ligger forskellige typer skydevåben. Hun rækker armene ud mod to af dem, men hun kan ikke gribe om dem, for underarmene mangler, det samme gør begge ben fra knæene og ned.
Kvinden på billedet er 64-årige Julie Dombo fra Wichita, Kansas, USA. Det er taget af fotografen Zarko Ivetic, men idémanden bag hedder Martin Martensen-Larsen, og fotografiet af Julie Dombo er blot ét blandt flere i hans projekt ‘Pieces of America’. Projektet skildrer med billeder og tekst Julie Dombo og to andre overlevende fra skudepisoder i USA; Joshua Nowlan fra Colorado og Dana Burke fra Pennsylvania.
I 2015 blev Julie ramt af skud under et væbnet røveri og mistede som følge heraf begge hænder og begge fødder. Joshua var i 2012 blandt publikum til en midnatsvisning af filmen ‘The Dark Knight Rises’, hvor en bevæbnet mand skød og dræbte 12 mennesker og sårede 70. Som følge af smerter forårsaget af skudsår fik Joshua i 2017 benet amputeret. Dana blev skudt tilbage i 1998 på en bar af en fyr hun kendte. Hun mistede sin ene arm.
Alle tre har de på egen krop oplevet konsekvenserne af den liberale amerikanske våbenlovgivning. Lovgivningen er til stadighed politisk prekær, selvom debatten blusser op hver gang USA rammes af et nyt masseskyderi. Forsøgene på at stramme våbenlovgivningen er gang på gang blevet forhindret af den magtfulde våbenlobby NRA, og det har ifølge våbenmodstandere betydet, at USA stadig oplever utroligt mange skudepisoder hvert eneste år. I 2018 blev over 14.700 mennesker dræbt af skud, mens over 28.000 blev såret. Og ifølge gunviolencearchive.org har der været 418 masseskyderier i USA i 2019.

Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen

Paradokset

Ideen til projektet kom af Martin Martensen-Larsens store interesse for amerikanske forhold og af ordlyden i den amerikanske forfatning, der anfører ”the right to bear arms” som en grundlæggende frihedsrettighed. Den betyder, at alle der er fyldt 18, efter at have gennemgået et kort baggrundstjek, kan købe våben, og i næsten alle amerikanske stater kan man frit og uden tilladelse bære våben som rifler og geværer.
“Hvis vi nu bare tager begrebet, ”arms”, så kunne det også betyde arme. Hvad hvis man fandt en person, der havde været ude for en skudepisode og som følge heraf havde mistet en arm? Mit projekt handler om, at retten til at bære våben er blevet begrænset for dem, som har mistet en arm eller hænder. Deres ret er begrænset af en andens ret,” forklarer Martin Martensen-Larsen.
Dét paradoks er blot et blandt mange i den amerikanske lovgivning. I en årrække har 41-årige Martin Martensen-Larsen beskæftiget sig særligt med dødsstraf i sine forskellige kunstprojekter.
Sideløbende har han uddannet sig til jurist og arbejder nu i et ministerium, mens han laver projekter ved siden af for egen regning.
Martin Martensen-Larsens ambition er at sparke gang i en diskussion af, hvad det er for nogle byggesten vores allierede, den kulturelt indflydelsesrige nation USA består af.
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen

Virkeligheden er provokerende

Martin Martensen-Larsen har lavet kunstprojekter i over ti år. Stort set alle har koncentreret sig om amerikanske problemstillinger, og flere af dem har vakt en vis debat. Blandt andet da han i 2011 solgte billetter til henrettelsen af den dødsdømte amerikaner Travis Runnels. I 2012 udstillede han asken fra en anden dødsdømt fange i Christians Kirke i København. Projektet med billetsalget fik medlemmer af Etisk Råd op af stolene. De kaldte det smagløst og uetisk i en udtalelse til Politiken.
Selv mener Martin Martensen-Larsen ikke at hans værker er provokerende. Han synes faktisk, de er harmløse målt i forhold til det, de skildrer. ”I virkeligheden har jeg jo bare vist noget, som sker hele tiden,” siger han.
De midler Martin Martensen-Larsen bruger, og som nogle finder kontroversielle, er i hans optik blot metoder til at tage et emne alvorligt. Han udforsker emnet på dets egne præmisser og gør det konkret.
”Hvis jeg skal tage det alvorligt, så må jeg lægge en afart positiv værdi ind over det.
Når jeg laver det på den her måde, kan jeg invitere folk ind, som ikke har taget stilling eller som måske er for dødsstraf, våbenlovgivningen og så videre. Det handler om at konfrontere. Det bliver pludselig meget konkret for folk, og når noget bliver konkret, bliver det provokerende, fordi virkeligheden er ret provokerende,” siger han.
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen

Et våbenskab med 30 rifler

Det kan virke voldsomt provokerende, at alle tre portrætterede i ‘Pieces of America’ stadig går ind for retten til at bære våben. De ejer selv en del af de våben, der optræder på billederne, hvor nogle af dem endda er af samme type, som de blev skudt med. Dana, for eksempel, ejer et våbenskab med 30 rifler.
For Martin Martensen-Larsen er det en vigtig pointe, at de skildrede skudofre stadig tror på retten til at bære våben:
”Hvis jeg nu bare havde fundet nogen, der sagde, at våben er noget skidt og skal forbydes, så ville det stadig være et relevant indspark i debatten, men det ville meget hurtigt blive kedeligt. Jeg synes, det er mere spændende at sige: Hvad er det, der gør, at de fastholder det her? Der er nogle ting, man må undersøge, før man kan komme et eventuelt problem til livs.”
Selv mener Martin Martensen-Larsen, at den amerikanske våbenlovgivning trænger til en kraftig revidering, men han har altid tilsidesat sin egen holdning i sine projekter, for han tror på, at han kan favne et bredere publikum på den måde:
”Jeg tænker, der er gode mennesker på begge sider, det er ikke så enkelt, hvorfor nogle mennesker støtter dødsstraffen og nogle støtter den nuværende våbenlovgivning. Man må bare prøve at finde ud af, hvordan vi så debatterer det? Det handler om at tage folk og deres holdninger alvorligt, for ellers når vi jo ingen vegne.”

Fakta:

Martin Martensen-Larsen udstiller sit projekt ‘Pieces of America’ i galleriet i Rosengården 7 i København.
Der er fernisering fredag den 13. marts hvorefter billederne kan ses en lille uge frem.
Joshua, som ses på nogle af billederne, kommer til ferniseringen i København, så han kan deltage i en debat omkring projektet. Senere kommer også Julie til København og måske også Dana.
Planen er også at få ‘Pieces of America’ med på programmet på nogle af forårets fotofestivaler. Projektet har allerede været udstillet i New York, og Martin Martensen-Larsens ønske er, at det også kan udstilles andre steder i USA, for eksempel på Virginia Tech, som var scene for et af USA’s største skoleskyderier i 2007.
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen
Foto: Idé af Martin Martensen-Larsen - Fotograf: Zarko Ivetic.
Se store billeder her →
Fra projektet ‘Pieces of America’ af Martin Martensen-Larsen
Del på facebook
Facebook

Julie Lystbæk-Hansen

Kulturjournalist og anmelder
Julie Lystbæk-Hansen er uddannet cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet med speciale i litterær journalistik. Hun har som del af sin uddannelse læst Litteraturvidenskab og gået på Journalisthøjskolen. Litteraturen indtager en særlig plads blandt Julies interesser, men hun er også interesseret i andre kunstneriske udtryksformer. Hun er særligt optaget af kunst, der formår at skærpe og nuancere blikket på sociale og samfundsmæssige problemstillinger.
Se Julies artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind