moussa-diallo-børnemusik-Prismen-Amager

En musikalsk børnevirus fra de varme lande

Musik Skrevet af: Pernille Germansen 25 Feb 2016
Del på facebook
Facebook

En musikalsk børnevirus fra de varme lande

Den dansk-malisiske Moussa Diallo spiller børnekoncerter med dansede rytmer og små afrikanske eventyr. Han mener selv, at han har fået en befriende børnevirus, der smitter.


På trægulvet foran den let forhøjede scener sidder børn og forældre og venter spændt. En lille dreng kommer ind til salen, han løfter stolt den ene arm op. På armen er et stempel, der viser, at han har adgang til den udsolgte koncert. Det er lørdag formiddag, udenfor siler regnen ned, men i Prismen på Amager er temperaturen allerede høj.

Små og store hænder begynder at klappe, da tre mænd kommer ind i rummet. Mændene er iført forskellige, mønstrede trøjer og store smil, imens de synger og klapper sig vejen op til scenen. Den ene, Moussa Diallo, stiller sig forest på scenen og tager sin blomstrede bas på. Med et stort smil kigger han ud på publikum og fortæller, at nu skal de på en rejse til de varme lande. Han slår armene ud mod det våde vintervejr udenfor og griner: “En kontrast!”.

Dans til en afrikansk mariehøne


Det er ikke kun vejret, der er en kontrast til det danske, for selvom Moussa Diallo synger om en mariehøne, og tankerne et øjeblik ledes hen på den velkendte frøken Evigglad, er rytmen og energien en helt anden. Moussa Diallos legende og rytmiske udtryk bakkes op af Salieu Dibba, der spiller congas, og Dawda Johartah, der spiller på Kora, en vestafrikansk harpe.

Musikerne spiller med en naturlig lethed, som forplanter sig til klap og dansende bevægelser blandt publikum. En pige sidder på sin fars skød. Hun bevæger sig frem og tilbage, og banker rytmisk ind mod faderens brystkasse. Han griner og må følges hendes takt, for ikke at få for store stød på overkroppen. En dreng tager sin far i hænderne, de bevæger sig lidt væk fra koncerten, hvor der er plads til pardans i store cirkler. Festen er i gang.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Moussa Diallo i Prismen på Amager
Foto: PR foto: Moussa Diallo
Se store billeder her →
Det er befriende at give slip og ikke være så højtidelig omkring tingene, siger Moussa Diallo.
En smittende musikalsk børnevirus

Tidligere har Moussa Diallo været bassist for kendte musikere som Sanne Salomonsen og Hanne Boel. Men i dag fokuserer han mere på børnemusikken. De mange børnekoncerter har da også smittet af på Moussa Diallos tilgang til voksenkoncerterne. Det hele er blevet lidt mere fjollet, som han selv udtrykker det:

“Jeg har fået sådan en virus, en børnevirus, som smitter. Det er skønt, for jeg kan se, at vi allesammen har et barn gemt i os et eller andet sted, og det afstresser os fra vores stramme hverdag. Det er befriende at give slip og ikke være så højtidelig omkring tingene, siger Moussa Diallo.

Bambara bryder grænser

Koncertens første sang er på bambara, som er et sprog fra Mali, hvor Moussa Diallo er vokset op. Selvom de fleste i publikum nok ikke forstår teksten, synger og bevæger de sig alligevel ubemærket med på sangen. Koncerten fortsætter på både bambara, dansk og en smule engelsk:

“Musikken bryder grænser og fordomme, så hvis jeg kan lide en sang, og den fungerer bedst på Bambara, så gør jeg bare det. Der er ikke nogen, der kommer og siger; ‘hvorfor synger du på det sprog?’. Det er interaktivt og mange af børnene er med,” siger Moussa Diallo.
Foto: PR foto: Moussa Diallo
Se store billeder her →
Moussa Diallo synger på bambara, som er et sprog fra Mali, hvor han er vokset op.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Moussa Diallo i Prismen på Amager

“Bare rolig. Hvis snoen kommer, kalder jeg på dig.”


Moussa Diallo tager en brun hat frem, som mest af alt ligner en lille, pyntet lærredssæk. Hatten er fra Mali, og den kan snakke. Den advarer, hvis snoen kommer. Moussa Diallo fortæller historien, inden sangen går i gang, og allerede ved første omkvæd synger børn og voksne med på hattens sang.

De små historier, som sangene er bygget op omkring, er inspireret af historier fra Mali. Moussa Diallo har tidligere optrådt med sangene i udlandet, blandt andet på en turne i Tanzania. Uanset i hvilket land han er, oplever han, at sangene og historierne fanger publikum.

“Fortælling og musik er universelt, man kan lave det hvor som helst,” siger han og fortsætter: “Det er uprætentiøst og alle kan spejle sig i eventyr, lige meget hvor enkelt, det er.”

Moussa Diallo har også udgivet historier i bogform. I efteråret fortalte Moussa Diallo historier med musik og dukketeater i DR-byen. Læs mere om Moussa Diallo www.moussadiallo.com
Del på facebook
Facebook

Pernille Germansen

Pernille Germansen studerer Journalitisk og Performance Design på Roskilde Universitets Center. Hun er især interesseret i børns sanselige oplevelser med musik og teater. Pernille er uddannet i leg, musik og bevægelse med førskolebørn på Rytmisk Musikkonservatorium i København v. Lotte Kærså, og hun har en uddannelse fra Gøsselskolen i børns motoriske og musikalske udvikling. Når Pernille ikke studerer eller skriver, underviser hun i rytmik for børn, forældre og institutioner.
Se Pernilles artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind