Benny Andersen Nørrebro Teater Svantes Lykkelige dag

Vi skal ikke være bange for det banale

Scene Skrevet af: Julie Lystbæk-Hansen 02 Dec 2016
Del på facebook
Facebook

Vi skal ikke være bange for det banale

Benny Andersens roman og sanghistorie om den tvære og lettere fordrukne svensker Svante, er på Nørrebro Teater omsat til poetisk folkelig musikforestilling, der taler til den danske melankoli

“Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”

Svante kan godt kaldes et dansk kulturikon, selvom han er svensk. Er der noget, eller nogen, der inkarnerer den sorgmuntre hverdagsmelankoli, som vi her i Skandinavien måske i særlig grad excellerer i, så er det Svante og hans viser. Benny Andersens klassiske roman/sanghistorie fra 1972, Svantes viser, er på Nørrebro Teater omsat til forestillingen Svantes lykkelige dag.

Titlen er egentlig en undtagelse, for Svante har ikke mange lykkelige dage. Alligevel er det visen om Svantes lykkelige dag, hvor “Nina er gået i bad”, som flest kender. Det pointeres både i selve forestillingen og i forestillingens programtekst.

Det er nok meget sigende for hele fortællingen om Svante, den ulykkelige svensker, der som barn blev væk fra sine forældre på Malmøfærgen, og som siden ikke har kunnet vende hjem, da han bliver så frygtelig “sjösjyk” (den der bro var ikke lige bygget i 1972), det, at der i en lang række af triste, grå dage kun findes én lykkelig dag, som så til gengæld lyser op og gør livet værd at leve, trods alt.

Gråskidt hverdagsmelodi

Folkene bag Svantes lykkelige dag har iscenesat sorgmunterheden med en enkel, men virkningsfuld scenografi. Musikerne og det store, velsyngende folkekor er skidt grå af klatter fra de (plastik)duer, de bærer på hovederne.
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Nørrebros Teaters folkekor agerer både levende kulisse og lydkulisse.
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Lise Baastrup spiller digterens muse eller måske Nina fra sangen om Svantes lykkelige dag.
Stive, stride siv vajer om benene på koret, som de står der i lyset fra scenens bagskærm, der gennem forestillingen changerer i melankoliens skumringsagtige farveskala. Elmaster og kabler skaber en fin grafik på kryds og tværs af baggrundsskærmen, og inddrages aktivt af koret og skuespillerne i deres koreografi.

Midt i det hele står Anders W. Berthelsen som digter i gråvejrstrist regntøj og sydvest. I romanen hedder digteren Benny Andersen, og han har også skrevet bøger af samme titel, som virkelighedens Benny Andersen. Det er ham, der præsenterer Svante for læseren.

På scenen præsenterer han sig ikke som nogen bestemt, han er der bare, og han introducerer os til Svante. Undervejs får han selskab af en kvinde i skikkelse af Lise Baastrup. Hvem hun er, er vi og han ikke helt klar over. Hun kan være digterens muse, der leder ham på vej og vildvej, når han forsøger at finde meningen med det hele og med sin kunst, men i næste nu er hun Nina, Svantes umulige kærlighed.

Modernistiske digte eller folkelige rim

Svante er mest til stede i 3.person, gennem digterens fortællinger, der maler den sortsynede svensker med hang til portere og bogstavrim frem. Digterjeget og Svante glider ind og ud af hinanden i Anders W. Berthelsens komisk duknakkede skikkelse. De er begge ret desillusionerede, men hvad angår digterkunsten er de meget forskellige.
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Der er hang til portere og melankoli på scenen.
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Lise Baastrups figur på scenen leder digteren på vej og vildvej, når han forsøger at finde meningen med det hele.
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Svantes viser udkom i 1972, men hvad kan de i dag?
Foto: PR-foto/ Nørrebro Teater - Ulrik Jantzen
Se store billeder her →
Svante er mest til stede i 3.person, gennem digterens fortællinger, der maler den sortsynede svensker

Digteren vil gerne skrive modernistiske digte, som kan placere ham i den litterære elite, men han må leve af at komponere musik til den folkelige fællesnævner. Svantes digte derimod egner sig fortrinligt til netop den slags musik - de er rimede melankolske hverdagsviser, som digteren modvilligt sætter musik til. Som i romanen danner fortællingerne om Svante baggrundshistorie for viserne.

Musikken og sangen vokser på den måde ubesværet ud af dialogen mellem de to skuespillere, og føjer til den generelle stemning af humoristisk opløftet melankoli.

Almengyldig splittelse

For folk, der ikke kender Svantes univers, kan de metafortællende hop frem og tilbage mellem Svante og digteren virke forvirrende. Men måske forvirringen er en pointe i sig selv, om at Svante og digteren kan være to sider af samme person. De beskriver splittelsen i at skabe kunst og i at være menneske - splittelsen mellem den man er, og den man gerne vil være. Uanset om man er Svante-kender eller ej, er det nok et eksistentielt problem, de fleste kan spejle sig i.

Fra salen lyder sagte nynnen, da sidste vise, titelvisen Svantes lykkelige dag, toner frem fra scenen, badet i morgenlys. Publikum er, denne aften i hvert fald, primært over de 50. De kender Svantes viser og bærer dem som del af deres kulturelle dna.

Men måske Svante også har noget at sige os yngre i salen, som lever i en verden, hvor præstationspresset synes at være vokset. Nørrebro Teater og Svante hylder det banale og hverdagens lyksaligheder. Forestillingen synes at sige, at vi skal stoppe op og værdsætte det store i det små og ikke være bange for det banale, for det er det, der binder os sammen som mennesker. Så kan også vi, som Svante, finde frem til “en lykkelig dag”.

Fakta

Spiller til 23. december på Nørrebro Teater

Instruktion og dramatisering: Niclas Bendixen
Scenografi: Julian Toldam Juhlin
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters folkekor, som er sammensat specifikt til lejligheden
Musikere: Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton

Baseret på romanen Svantes viser (1972) af Benny Andersen

Del på facebook
Facebook

Julie Lystbæk-Hansen

Kulturjournalist og anmelder
Julie Lystbæk-Hansen er uddannet cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet med speciale i litterær journalistik. Hun har som del af sin uddannelse læst Litteraturvidenskab og gået på Journalisthøjskolen. Litteraturen indtager en særlig plads blandt Julies interesser, men hun er også interesseret i andre kunstneriske udtryksformer. Hun er særligt optaget af kunst, der formår at skærpe og nuancere blikket på sociale og samfundsmæssige problemstillinger.
Se Julies artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind